I skrivende stund er det folkebibliotekernes netbiblioteker og digitale ydelser, der skal promoveres. Det er der selvfølgelig ikke noget forkert i – det vil da være mærkeligt ikke at slå et slag for dem i SL. Men vi er altså i SL – og SL er andet og mere end en brugerflade. Så hvad skal det flotte hus så formidle?
Indlægget er skrevet til infoisland.dk af Annette Ferraris / Annette Skov. Annette er ikke selv en del af projektgruppen bag Info Island DK.
Kære Info Island.dk folk
Først og fremmest tillykke med et spektakulært formidlingshus med en meget velvalgt placering tæt på edu/info/cybrarycity-områderne.
I skrivende stund ser det ud til at være folkebibliotekernes netbiblioteker og digitale ydelser, der skal promoveres. Det er der selvfølgelig ikke noget forkert i – det vil da være mærkeligt ikke at slå et slag for dem i SL. Men vi er altså i SL – og SL er andet og mere end en brugerflade. Det er en verden, hvor folk lever, bygger, handler og mødes. Hvis man færdes i SL udvikler man en SL bevidsthed – og man har SL problemer. Det ved jeg af erfaring, da jeg er en af dem, der har engageret sig i SL aktiviteter. Desuden er min atavar en ”the girl next door” –type, meget tilforladelig af udseende, så jeg får næsten dagligt spørgsmål fra newbies om livet i SL. Hvor er jeg? Hvordan kommer jeg videre? Hvor finder jeg tilbud om kunst og kultur? Hvordan tjener jeg penge? Etc etc
Jeg kan slet ikke forestille mig at jeg ville finde på at søge oplysninger i Borger.dk eller finde en webside i Bibliotekernes Netguide, når jeg er i SL. Til gengæld kunne jeg godt have brugt en SL-borgerservice, da jeg tog mine første tumlende skridt.
Hvis Info Islands formidling kommer til at bestå i at overføre Real Life tilbud til en SL virkelighed, tror jeg at det bliver svært at få kunder i butikken. Det bedste eksempel på en meningsløs tilstedeværelse i SL kan ses i Wonderful Denmark, hvor Jysk har indrettet en butik med et fjollet billede af Lars Larsen, en opfordring til at blive elev, og tilbudsavisen smækket op på en væg. Hvad har det med SL at gøre? Hvorfor laver firmaet ikke senge? eller gardiner? eller puder, der er scripted, så man kan lave en rask lille pudekamp?
Jeg synes at Info Island skulle satse på at yde borgerservice til SL borgere om SL forhold; det kan så være at kunderne bliver opmærksomme på bibliotekernes øvrige tilbud som en tillægsgevinst. Måske bliver de ligefrem biblioteksbrugere i RL, hvis de har oplevet en hjælpsom og brugbar service i SL.
Der er i forvejen en række in-world tilbud i form af kurser om forskellige aspekter af livet i SL. De bliver især udbudt af ASL (The Academy of Second Learning) og NCI (New Citizens Incorporated). De er sikkert glimrende, men de har et par problemer: som regel foregår de midt om natten – og de er på engelsk. Kan det passe at det udelukkende skal være en fyr fra Nimbus Film, som bruger et par timer hver torsdag på at sætte nytilkomne ind i SLs virkelighed? (han har nu aldrig været der, når jeg er kommet forbi). Er det ikke bibliotekernes opgave at medvirke til at SLs borgere bliver navigations- og informationskompetente?
Det er da fint at I har lavet en stander med ”10 spændende steder”, men hvad med at lære folk at finde dem selv? Oplagte små kursusemner kunne være:
• Sådan bruger du ”Search” – find spændende steder, personer og begivenheder
• Sådan kommer du rundt – og sådan kommunikerer du
• Sådan holder du orden i din inventory
• Hvad er prims – og hvorfor er de værd at vide noget om? (det erfarede indbyggerne på Christiania, da de flyttede ind med primtunge guitarer og havegriller. 20 guitarer og 10 havegriller – så er der ikke plads til mere på den sim!)
Basalt handler det om informationssøgning og vidensorganisation – bibliotekariske kerneydelser, men man kunne måske også udvide med:
• Lav en smart avatar
• Sådan laver du et lille skilt
• Sådan tjener du penge i SL
Hvis man savner inspiration, kan man besøge NCIs info-points – der er mange tips at hente.
Efterlignelsesværdig er også NCIs Newsstand med alt i blogs om SL og SL aviser og magasiner.
Hvad med at lave et ugentligt SL nyhedsmagasin med nyheder og tips om livet i SL? Informative artikler om ”Sådan tager du snapshots”, ”Sådan bruger du controls”, ”Overvejer du at slå dig ned i SL – om leje/køb af land og huse” etc, etc. Featureartikler om spændende steder, portrætartikler af danske atavarer, interviews med danske institutioner/virksomheder i SL, debatartikler om SL (med mulighed for diskussion) - tilsat noget biblioteks-PR selvfølgelig. Og så ud med det glade budskab – plakater og sandwichmænd/kvinder de steder, hvor der kommer mange danskere (der er efterhånden en del bibliotekarstuderende i SL – det kan være at de gerne vil tjene et par L$) – så kan det være at det smukke hus får besøgende.
Jeg ved godt at Rom blev ikke bygget på én dag – og det bliver Info Island.dk heller ikke. Jeg forstår også godt at I venter med de store aktiviteter, indtil der er etableret en vagtordning. Men hvad skal den vagthavende bibliotekar formidle?
Held og lykke i de flotte rammer!
Annette Ferraris
aka Annette Skov,
Studielektor på Danmarks Biblioteksskole
Om Annette Ferraris: Annette Ferraris har været borger i SL siden 3. marts 2007. Hun bor og spiller Elizabethansk rollespil på Renaissance Island, har sin hest opstaldet i en engelsk landsby, slænger sig i en liggestol på en tropisk ø, når hun er træt af at flyve rundt til biblioteker og uddannelsesinstitutioner, og har desuden et ”vandrehjem” for vagabonderende bibliotekarstuderende på Eduisland II, hvor bibliotekarer fra Info Island dk også er mere end velkomne.
Det er lige rundt om hjørnet – 5 sekunders flyvetur fra jeres ø. (Eduisland II– se efter et flygel og en Verner Panton Globe lampe).
Du har mulighed for at abbonnere på nyheder og arrangementer med infoisland.dks rss-feed (RSS2.0)